Om at sætte pris på det man har

Jeg er i øjeblikket, som nævnt i går, - inde i en lidt "øv-periode". Jeg er træt af ikke at have penge, træt af at være studerende, træt af ikke at kunne planlægge, grundet dårlig information fra skolen, og træt af at være træt af alt ting.
Men så er det jeg kommer i tanke om alle de gode råd jeg har fået af claryianten. Puha, man får det helt skidt med sig selv når strømmen af tanker kommer omkring hvor godt man egentlig har det.
Jeg tror på, at vi mennesker, hele tiden vil ønske os mere end det vi har. Vil vi nogen sinde blive tilfredsstillet?
Nu er jeg studerende, jeg har en sølle SU og et par timer på plejehjem som månedlig indtægt. Jeg bor i lejlighed og benytter mig henholdsvis af offentlig transport, og af min kærestes bil.
Om tre måneder er jeg færdig pædagog. - Men hva så? Så begynder jeg og tjene penge. Glemmer jeg så hurtig, hvordan det var at være på SU?
Når jeg pludselig får råd til at tage ud og rejse, vil jeg så gerne ud og rejse to gange årligt?? Hvordan bliver det her ved?
Når jeg eksempelvis ser Luxusfælden i fjernsynet, og ser de stakkels familier der sidder i gæld til op over ørene, tænker jeg nogle gange, at de skulle prøve at blive mindet om hvordan de havde det, den gang de var studerende..
Hvordan ender man derude hvor man bare vil have mere og mere?
For noget tid siden blev jeg, fortalt en historie, der er rigtig god til at beskrive det jeg gerne vil frem til i det her indlæg. Den lyder således:

Der lå en mand og nød stilheden, i sin lille robåd ude på søen. Han lå og nød det dejlige vejr, med en øl i den ene hånd og en fiskestang i den anden hånd.
En ven af manden kom gående langs søen og fik øje på båden. Han kaldte manden i båden hen til sig og spurgte om han ikke måtte træde ombord, så de to kunne få sig en lille eftermiddagssnak i det skønne solskinsvejr.
De to hygget sig gevaldigt med fiskeriet og den sidstankomne begyndte at dagdrømme.
- "Tænk hvis vi gjorde det her hver dag", sagde han.. "Så kunne vi få mange fisk, vi kunne sælge inde ved havnen. Så kunne vi bruge de penge vi tjente, på at købe en større båd og noget bedre fiske udstyr, og så kunne vi få endnu flere fisk."
Han fortsatte, - "Så kunne vi tjene endnu flere penge og på al fisken og købe en lille fiskekutter. Vi kunne ansætte en til at sælge fisk for os på havnen, og så kunne vi bruge al tiden på at fiske endnu flere fisk, så vi kunne tjene endnu flere penge og købe en endnu større båd."
Manden var blevet meget ivrig og hans fantasi drev ham videre i dagdrømmeriet.
-"Tænk så kunne vi bruge alle pengene på at ansætte fiskere og så kunne de lave arbejdet for os og så behøvet vi ikke lave noget selv! Så, i mens de andre stresset rundt på vores store båd og på havnen for at sælge fisk, så kunne vi slappe HELT af og bare sidde her i solen og nyde vores dag og drikke øl! Kunne det ikke være skønt?" sagde han med et drømmende blik.
Den anden mand smilte skævt, og svarede;
- "Øh.. jamen er det ikke det vi gør nu?"

Med dette mener jeg at man skal huske at sætte pris på det man har. Ikke altid hungre efter mere, flere eller bedre. Vi har det altid bedre end en eller anden, anden, eller mange andre her i verden.
Gå taknemmelig i seng, sæt pris på at du får alt det du har brug for, - og mere endda!

               

                                                                                                                                               Rikke