Glem ikke dig selv..

I dag har jeg haft en 2 timers samtale med en fantastisk person..
Kender i de personer der bare kan se på en, at der er noget galt, uden at man trække en mine..?
Det kan hun med mig.. Vi talte om at holde fast i sig selv.. ytre sig og tro på sig selv!
Jeg kom efter samtalen til at tænke på alle de gange man her i livet glemmer sig selv..
Er der nogle personer der gør dette mere end andre, er der nogle der lever af at tage parti, og glemmer sig selv i livets store "sammensurium"?

Der er fordele, men også ulemper.. - at trække sig tilbage og kunne gå på kompromi, er en styrke, - men en svaghed hvis man mister sig selv, ens egne meninger og holdninger ved det. Hvis man pludselig glemmer hvem man var og hvad man stod for, fordi man blev "farvet" af andre..  Farvet til at mene det alle andre mente, farvet til at tro på, det alle andre troede på, eller synes det alle andre syntes..
Husker man sig selv i verden så fuld af påvirkninger? Gik man i Buffalo sko fordi man selv syntes de var flotte eller fordi alle andre gjorde det?

Istedet for at bruge dage, på at tænke over hvilket "parti" man skal vælge, hvem man skal være enig med eller hvem man skal ligne, - skulle man måske lave sit eget "parti"?? Det kunne jo være at andre ville vælge en, fordi man havde noget indholdsrigt og meningsfyldt at dele!
Måske var ens mening eller tanke vigtig for en anden??